Fear And Loathing In GTA V: Gamingkunsten du aldrig har hørt om

Hvad er kunst? Er det malerier, skulpturer eller lort på dåse? For Morten Rockford er det blandt andet at cruise rundt i Los Santos og tage billeder af GTAs skyggesider.

gta-1
Hvis du kører ud i Nordhavnen i København bliver du mødt at et gigantisk byggerod. Kraner og byggeafspærringer har revet op i hele bydelen, men inde i orkanens øje midt inde i virvaret af lastbiler og dårlig asfalt ligger en lille oase: En gruppe glemte bygninger, som engang har huset lavindustri ligger klemt mellem en gammel skibskaj og vilde træer. Her gemmer en af Danmarks mest omtalte in-game fotografer sig.


Morten Rockford Ravn er maler, fotograf, skulptør, og alt muligt andet, og så har hans projekt ‘Fear And Loathing In GTA V’ været udstillet på gallerier og i stribevis af internationale medier som BBC, Kill Screen og Vice.

“Skal vi lige tage en smøg?”, spørger Morten, da jeg ankommer.

Jeg stiller cyklen, og vi sætter os om på nogle tyndslidte plastikstole, som vender ud mod den gamle skibskaj, som nu er blevet til en indsø. Byggeriet har slugt indsejlingen. Bagved står nogle lave gule huse, hvor et kunstnerkollektiv holder til. Solen skinner, og strålerne overdøver næsten larmen fra byggepladserne.

“Skal du have en lille en?”

“Ja, helst sikkert” siger jeg, og får en gin og tonic i et plastkrus.

Morten er 29 år, og har de sidste 5 år levet som fuldtidskunstner, men han havde ingen ide om, at det var hans leg med sin Playstation 4, som skulle blive hans mest omtalte projekt.

gtaaa
Hvorfor startede du egentlig med at lave Fear And Loathing In GTA V?

Det der var grineren ved det, var at det var helt tilfældigt og spontant. Det opstod, fordi jeg havde været ude og fotografere i skoven.
Det der så skete var, at mit kamera bouncede ud af min lomme på et eller andet tidspunkt. Og når du er ude i skoven, og du lader et kamera føre dig rundt, og du har det for vildt, så ved du ikke, hvor du skal lede efter det igen.

Så jeg mistede mit fucking kamera på den cykeltur, men samtidig har jeg den her impuls til at fotografere hele tiden. Så er det, at jeg sidder helt random et par dage senere og tænder min playstation 4, hvor der tilfældigvis sidder skiven med GTA V i. Jeg opdager så, at der er et kamera inde i selve spillet, og så begynder jeg bare at tage billeder. Og så udvikler projektet sig bare stille og roligt derfra. Så det var et rent tilfældigt, at det blev GTA, jeg kastede mig ud i.

gta-2

 

Hvorfor var det lige at du begyndte at fotografere, og ikke begyndte at køre gaderæs og lave ballade som normale mennesker?

Hvis du f.eks laver street photography, som nok er det projektet minder mest om, så er der jo nogle sociale normer i den virkelige verden. Hvis du vil tage billeder, så stikker du ikke bare kameraet op i hoved på folk. Det fede i GTA er, at du ikke har de begrænsninger, og du kan gå ind og påvirke omgivelsene. Du kan stikke nogle lussinger, hvis det er det, der skal til. I starten var jeg meget fluen på væggen, men jeg begyndte hurtigt at influere miljøet, jeg bevægede mig rundt i.


Hvordan fik du folk til at gøre, som du ville?

F.eks. er der det her filmstudie i GTA, hvor de er ved at optage den her sci-fi film, hvor folk render rundt i astronaut- og alienkostumer. Der er nogle private vagter, som arbejder på settet, og det jeg fandt ud af, at jeg kunne jeg slå en mand i et astronaut kostume, og så lade den sure mand løbe over og slå mig, og så ville vagten gå på ham. Og det var sådan at et af de mest populære billeder i serien opstod, hvor vagten tæsker en astronaut med en kølle.

gta-11


Hvordan tog du billederne i GTA? Screenshots?

Nej, et af mine dogmer i serien var, at jeg kun måtte bruge kameratelefonen i spillet. Det vil sige, at der er ingen screenshots. Jeg brugte kun sort/hvid filteret på GTA-telefonen, men udfordringen var, at hvis der er nogen som slår eller skyder på dig i spillet, så forsvinder kameraet, hvilket er pisse irriterende. Men det var så en del af dogmet, at finde måder at influere uden at lave for meget ballade.  

Så du prøvede at manipulere omgivelserne på en ikke-voldelig måde?

Nej, det var så voldeligt. Den måde jeg gjorde det på, var blandt andet at kaste en håndgranat.

Haha.

Det fede er, at så opstår der optøjer, hvor folk står ud af bilerne og slår på hinanden og kører ind i hinanden. Jeg har jo kastet granaten, men folk ved ikke, hvor den er kommet fra, så de får det for vild!. Så kan jeg stå der med mit kamera og fotografere. Det kom der også nogle sjove billeder ud af.

gta-8


Hvornår fandt du ud af, at det du lavede ikke bare var almindeligt tidsfordriv, men et kunstprojekt?

Projektet opstod i kølvandet på virtual reality bølgen, som startede på det tidspunkt. Jeg var bekymret omkring de matrix-lignende tilstande, hvor folk ligger i deres lædersofaer med drop i armen, hvor der bliver sprøjtet blendede Big Macs ind, mens de sidder med deres Occulus Rift på og knepper hele castet fra Victorias Secret. Du kan udleve alle dine fantasier med VR, men din krop den ligger bare der som en sofakartoffel. Og det var den frygt jeg prøvede at fange i mine billeder. Det var noget jeg havde tænkt over længe, men jeg havde ikke nogen form. Det fandt jeg så i GTA. Det viste sig at fungere fortræffeligt i det setting. Det er så en vinkel, som ikke så mange har opdaget, men det var ikke desto mindre, det jeg tænkte med projektet.

gta-4


Mange af dine billeder er jo af prostituerede og hjemløse. Hvordan er det en kritik af VR?

Når Dali malede smeltede ure, så forestillede det jo heller ikke kun ure, men relativitetsteorien. På samme måde er der flere lag i mine billeder, men samfundskritikken er også en del af dem. Det er det mest åbenlyse lag, som de færreste, som spiller spillet ser, fordi de har for travlt med at køre fodgængere ned, eller hvad ved jeg. Så man tænker ikke over det, før du stopper op. Du ser i virkeligheden ikke andet end samfundskritiske elementer i GTA.  F.eks er ‘Weasel News’ (spillets nyhedskanal red.) en karikatur af Fox News og GTA-udgaven af Facebook hedder ‘Social Climber’. Det hele er bagt ind i spillet, så det er automatisk også det motiv, du finder, når du begynder at hive kameratelefonen frem.


De fleste forbinder nok GTA med hurtige biler, damer og våben.  Hvorfor var det GTA-taberne, du har valgt at fotografere?

Det er faktisk et virkelig godt spørgsmål. En af de fotografer, som jeg havde i tankerne, da jeg tog billederne var Roger Ballen (amerikansk fotograf red.). Roger Ballen tager billeder af slummen i Sydafrika, hvor han selv tilføjer ting til det. Han skaber nogle billeder, som er meget psykologiske i deres karakter, og ham havde jeg i tankerne, da jeg lavede det her. Der er fyldt med farver i GTA, og de har de her perfekte solnedgange og superbiler, men når du sætter sort/hvid filteret på, og fotografere fra det perspektiv, så ser du pludseligt noget andet, end hvis det havde været i pang-farver. Jeg tror, det var Arthur Schopenhauer som sagde, at kunst handler om at tage det, alle så, og få dem til at se det på en lidt anden måde. Og det var det, jeg prøvede på her.

gta-3


Fear And Loathing In GTA V har fået enormt stor pressedækning i udenlandske medier som BBC, Vice og tyske Zeit. Hvorfor tror du, det har fået så meget opmærksomhed?

Jeg tror måske, det har ramt en note i tidsånden. Det er det eneste svar, jeg har kunne komme frem til. Så er selve mediet, GTA V, også meget populært. Det har en meget stor brugerbase, og på det tidspunkt havde GTA været ude i et stykke tid, men der var ikke nogen, som havde brugt det på den her måde før. Så på den måde ramte det en vinkel, som gjorde at folk måske så det på en anderledes måde, selvom det var et univers de var bekendt med. Det var popkultur, som jeg vinklede på en ny måde. Men jeg gjorde ikke så meget selv for at få det ud. Det fik lidt sit eget liv.

gta-9


Har du tænkt dig at fortsætte med dit Fear And Loathing in GTA V projekt?

Det er lidt svært i øjeblikket, fordi jeg har så mange andre kunstprojekter, jeg arbejder med. Så jeg har fokus på nogle andre ting i øjeblikket. Men GTA V er ikke et afsluttet projekt. Jeg ser det som et work in progress.

Kunne du finde på at lave mere in-game photography i fremtiden?

Jeg tror at i takt med at virtual reality bliver mere raffineret, og at vi kommer til at se flere store open world spil, så bliver mulighederne kun større. I GTA V havde du en kameratelefon, så måske kommer der noget, hvor du har et spejlreflekskamera inde i et virtuelt univers. Der kommer til at være flere og flere muligheder for in-game photography, så jeg ville overraske mig selv, hvis jeg ikke greb bolden i fremtiden.

gta-5


Vil du opfordre folk til at kaste sig ud i in-game fotografi?

Jeg synes, at folk skal kaste sig ud i det, fordi jeg synes, det er en fed måde at bruge sin kreativitet på en måde, som ikke var tiltænkt i spillene. Spiludviklerne bærer ret meget spillerne igennem, men jeg synes, at man skal se sig selv lidt mere som en free-agent i de spil. Det er fedt at kunne gå ind i de her virtuelle verdener, helt risikofrit og stikke et kamera op i ansigtet på folk.

asd


Har du et råd til folk, som gerne vil lave in-game photography?

Nu er jeg jo ikke verdens største gamer, men jeg synes GTA er et godt sted at starte, men der er sikkert også mange andre fede spil, man kan gøre det i. Jeg synes, man skal kaste sig ud i det. Man skal bare gøre det for sin egen fornøjelses skyld. Det er ligesom, når, man tager billeder til sin instagram: Der er jo ikke andre som giver en fuck for det, når alt kommer til alt.


Du kan se hele Mortens Fear And Loathing In GTA V projektet her:
http://fearandloathingingtav.tumblr.com/

Morten Rockford Ravn er en dansk kunstner med base i København. Du kan følge hans forskellige projekter her:
http://mortenrockfordravn.com/
https://www.instagram.com/mortenrockfordravn/

morten